Vælg kategori
Generelt
Vinmyter
Helbred & Vin
Servering
Spørg VB om vin
Lagring
Terminologi
Vin & mad
Råvarer
Vinkælderen
Om VBs producenter
Homeparty
Tilføj ny kategori
Fejl på udskrifter

Links
FAQ 1 - ID : 28
Spørgsmål : Følger vinens kvalitet alkoholprocenten? Er en rødvin specielt god, udelukkende fordi den har en høj alkoholprocent? Blandt venner har jeg hørt, at en rødvins kvalitet er ligefrem proportional med alkoholprocenten. Ergo, når procenten er høj, så er rødvinen en kvalitetsvin. Det må jo så – alt andet lige – betyde, at når procenten er 11, 12 eller 13, så er vinen mindre god. Det er jeg ikke enig i. Hvad siger I?
Svar : Vi er heller ikke enige. Alkoholprocenten er i høj grad et spørgsmål om vinens stil, ikke dens kvalitet. Der er liflige og vellavede vine med kun 12% alkohol, egnede til lette retter og et glas på terrassen. Og der er kraftige vine med 14-15%, skabt til store bøffer og lige så kraftige gryderetter. Men det skal ikke nægtes, at man af og til møder bamsevine, hvis frugt ikke formår at afbalancere alkoholen, og som man nemt bliver træt af. Det er efter vor mening en mangel på kvalitet. Den slags vine bør man i øvrigt skænke let afkølede. Så maser alkoholen sig ikke så kraftigt på. Der er talt meget om, at nu bliver alkoholen i vinene altså for kraftig. Men hvordan ser det ud i rene tal? Hvis man (som mand) kan drikke tre glas vin med 12½% alkohol, så kan man med 14½% kun drikke 2,58 glas og med 15% kun 2,5 glas – hvis man vil nøjes med den samme mængde alkohol. Dette er også værd at have i tankerne. (Her taler vi om dagligt forbrug, ikke bilkørsel).

FAQ 2 - ID : 30
Spørgsmål : Hvornår er en vinstok gammel?
Svar : Det kommer naturligvis an på, hvor vinfirmaets marketingmand vælger at sætte grænsen for alderdommen. I mange appellationer skal vinstokkene ifølge reglerne være tre år gamle, før druerne må anvendes til andet end bordvin. Og mange vinbønder venter endnu nogle år. Nogle mener, at femten-tyve år gamle vinstokke giver bedre vine, men der er også dem, der mener, at vinen fra helt unge vinstokke er bedst. Når vinstokkene på de store industrielle marker er 50 år gamle, begynder de at give så lavt et udbytte, at de bliver erstattet af nye. Man har dog også mange marker med vinstokke, som er både 80, 90 og 100 år gamle, og som stadig bærer frugt, men på et eller andet tidspunkt yder de alt for lidt og erstattes med nye stokke.

FAQ 3 - ID : 31
Spørgsmål : Hvad er en feminin vin?
Svar : Men hvis vi nu skal prøve at oversætte, så er en feminin vin fløjlsblød og uden for meget garvesyre. Den kradser ikke smagsløgene, og man vil måske endog påstå, at den er "kælen". At en "feminin" vin især skulle henvende sig til kvinder, er noget vrøvl. Kvinder er med hensyn til valg af vin lige så forskellige som mænd. Der er også kvinder, der foretrækker ”maskuline” vine. Noget helt andet er, at kvinder ofte er bedre vinsmagere end mænd. Vi plejer at sige, at kvinder smager bedst onsdag formiddag inden kl. 11 (hvis I forstår, hvad vi mener). Så har de fået weekendens excesser på afstand og er endnu ikke blevet trætte af ugens arbejde .

FAQ 4 - ID : 32
Spørgsmål : Hvorfor er der gardiner på indersiden af vinglasset?
Svar : Tårerne kalder man også gardiner eller ben (eller lår, hvis de er særligt brede) – og tyskerne kalder dem for gotiske vinduer. De opstår, når det tynde lag vin på glassets inderside fordamper. Alkoholen fordamper hurtigere end vandet, og kort fortalt ændrer dette overfladespændingen i vandet. Vandet finder sammen til dråber, der begynder at løbe ned ad glassets inderside som gardiner. Gardinerne ses tydeligst med en vin på over 12% alkohol, og en bamse med 14-15% nøjes ikke med at græde, den hulker.

FAQ 5 - ID : 33
Spørgsmål : Hvad er malolaktisk gæring?
Svar : Gærcellerne i vinen omdanner under gæringen druernes sukker til alkohol. Men der kan opstå endnu en gæring, der ikke har noget med gærceller eller alkohol at gøre. Nogle gange følger den efter den alkoholiske gæring, andre gange sker det samtidig. Denne anden gæring er den malolaktiske gæring – ordet er sammensat af malum, der betyder æble på latin, og lac, der betyder mælk. Og dette navn forklarer ganske godt, hvad der foregår: Den malolaktiske gæring sker ved hjælp af mælkesyre-bakterier, der findes naturligt i de fleste vinerier, eller som tilsættes vinen. Herved omdannes den stærke og spidse æblesyre til den blidere mælkesyre – fra malum til lac. Især ved fremstillingen af hvidvin i varmere regioner søger man som regel for at undgå denne gæring, så vinen bevarer sin friske, syrlige smag. Derimod vælger man at gennemføre den malolaktiske gæring, hvis vinens æblesyre er for fremtrædende – hvilket især kan være tilfældet i hvidvine fra nordlige eller meget sydlige himmelstrøg. Hvis en færdig vin på flaske begynder at boble, skyldes det ofte, at den malolaktiske gæring er gået i gang på grund af varme, for lavt indhold af svovlsyrling (SO2) i vinen samt efterladte mælkesyrebakterier.

FAQ 6 - ID : 34
Spørgsmål : Kan rødvin give søvnproblemer?
Svar : En række undersøgelser viser, at der samstemmende opstår problemer med søvnfase 5 (den dybe søvn) ved en promille på omkring 0,8 og derover. Dette ville imidlertid også gælde hvidvin, hvis den ellers blev indtaget i samme mængde som rødvin. Men det særlige ved rødvin er det store indhold af polyfenoler (farve- og garvestoffer), som der kan opstå en intolerance overfor; og det kan godt være tilfældet her. I så fald er løsningen at søge rødvine med et lavt indhold af farve- og garvestoffer som fx Beaujolais, Pinot Noir fra Alsace og Bardolino fra Italien. Rosévine burde også generelt kunne tåles. Der kan imidlertid også være andre årsager til søvnproblemerne end rødvin, fx forhøjet blodtryk, der kan forhøjes yderligere ved indtagelse af mere end tre glas vin om dagen. Derfor kan nyopståede søvnproblemer i forbindelse med indtagelse af rødvin (og andre alkoholiske drikke) være en god anledning til at få sit blodtryk målt hos lægen.

FAQ 7 - ID : 35
Spørgsmål : Hvad er kogte vine?
Svar : * For det første kan det være vin, der er blevet udsat for alt for meget varme – uden at vinen dog ligefrem er blevet kogt. Almindeligvis tager en flaske vin ikke skade af at ligge i stuetemperatur, hvis den skal nydes inden for et overskueligt tidsrum. Men den kan tage skade af at stå i solen i en vindueskarm eller ligge over en radiator. Så får den en karakteristisk "kogt" duft og smag. * For det andet kan der være tale om den søde franske vin cuit, der fremstilles ved, at man opvarmer druemosten, uden dog at bringe den i kog. På den måde reduceres mosten til cirka halvdelen, hvorefter man lader den koncentrerede og sukkerholdige most gære. Resultatet bliver en aromatisk og sød vin, som man traditionelt i Provence drikker til de tretten desserter, der afslutter juleaftens gros souper. * For det tredje har også schweizerne en vin cuit, der laves af rødvin, som koges sammen med pærer og æbler i et døgn, indtil massen er tyk og sirupsagtig. Den schweiziske vin cuit smager lidt hen ad kogte, tørrede svesker, men bare meget mere raffineret med spor af rødvin.

FAQ 8 - ID : 36
Spørgsmål : Hvornår er en vin "lukket"?
Svar : Ordet "lukket" betyder i denne forbindelse, at vinen har tydelige tegn på kvalitet, men at den er uudviklet. Ofte er lukketheden et tegn på ungdom, men den "lukkede" periode kan udmærket indtræffe lidt senere, når vinen er kommet ud over den første lømmelalder. Gode rødvine udvikler sig som bekendt. De begynder deres liv fulde af garvesyre (tanniner), syre og alkohol, men efterhånden vil tanninerne udskille farvestof og gradvis miste deres ru tørhed. Syren nedtones, og vinen bliver blødere og rundere. Samtidig frigøres en række duftemner. Vinen blomstrer op i glasset. Den åbner sig – og er ikke mere lukket.

FAQ 9 - ID : 37
Spørgsmål : Hvornår er en vin i balance?
Svar : En vin siges at være i balance, hvis alkoholstyrke, syre, restsukker og tanniner (garvesyre) spiller sammen og er i harmoni med hinanden. Hvis vinen fx har fået for meget fadlagring, kan den smage som et større snedkerværksted, og har den for meget alkohol, der ikke afbalanceres af frugt og syre, får den en sødlig og lidt ubehagelig smag, der kradser i halsen. Sådanne vine er ikke i balance. Kort og godt - passer duften, smagen og eftersmagen til hinanden er vinen i balance.

FAQ 10 - ID : 38
Spørgsmål : Skal folk med podagra undgå rødvin?
Svar : Et podagra-anfald kan man få, hvis mængden af urinsyre i blodet er for høj. Det er den hos 3-5 procent af befolkningen, men kun et fåtal af dem får et anfald. Urinsyren dannes ved nedbrydning af purinbaser, der findes i kroppens celler, og en høj koncentration i blod og ledvæske kan opstå på flere måder, blandt andet ved hård fysisk belastning (fx maratonløb), svær beruselse og overvægt – samt ved indtagelse af indvolde (lever, nyrer, brisler, hjerter), fisk, fiskerogn og fiskekonserves - og øl og portvin. Alkohol spiller en aktiv rolle, så hvis man er disponeret for urinsyregigt, vil en sikker opskrift på et podagra-anfald være en festmiddag med en velvoksen portion oksesteg skyllet ned med rigelige mængder øl, et par glas portvin til desserten og livlig aktivitet på dansegulvet. Omvendt vil forebyggelsen bestå i at holde vægten nede, motionere roligt og regelmæssigt og vise mådehold med kødretter og alkohol. På den anden side er der ikke belæg for råd om afholdenhed. En regelmæssig indtagelse af et par glas hvidvin eller rødvin og en bøf i ny og næ er ikke forbundet med øget risiko.

FAQ 11 - ID : 39
Spørgsmål : Hvorfor bliver rødvinen blødere med alderen?
Svar : I rødvin er der garvesyre – tanniner – der stammer fra druernes skind, kerner og stilke. Garvesyren findes i øvrigt også i te og i træ, blandt andet det egetræ, der bruges til vinfade. I hvidvine er der meget lidt garvesyre. Det er der derimod i unge rødvine af en vis kvalitet. Men hvis druerne har været modne, vil garvesyren fra skindet være mindre stram i smagen og give fylde til vinen. Garvesyre fra kerner og stilke prøver man derimod at undgå ved en nænsom presning af druerne. Tanninerne konserverer vinen mod iltning under lagringen, men efterhånden går de i forbindelse med vinens farvestoffer og andre stoffer i vinen og danner store molekyler, der synker til bunds som bundfald. På den måde forsvinder den unge vins stramhed, og den lagrede vin bliver blødere. Samtidig er udviklet mere komplekse aromastoffer – det, man kalder vinens bouquet – og vinen har skiftet farve fra det blåviolette mod det teglstensrøde. Kunsten i dag består i at skabe store vine med bløde tanniner, der både gør det muligt at drikke vinene ret unge og lagre dem til fremtidig herlighed.

FAQ 12 - ID : 40
Spørgsmål : Hvorfor dekantere man rødvin?
Svar : Store gemme-rødvine med kraft og tanniner vil under deres lange lagring smide en del bundfald. Det samme gælder årgangsportvin. Og kommer bundfaldet med i glasset, vil vinen være uklar og grumset. Stil derfor flasken op nogle uger, før den skal åbnes, og dekantér den – lige før måltidet – ved forsigtigt at hælde den over i en karaffel med en lampe under flasken. Vip flasken op, når bundfaldet kommer glidende som en lille sort sky, så det ikke kommer med i karaflen. Kassér sjatten. Små rødvine med en lidt robust karakter kan også have godt af at blive dekanteret, men på en helt anden måde. De skal plaskes over i karaflen, så de får en masse luft. På den måde vækker man dem af tornerosesøvnen, så de bliver blødere og udfolder alle deres facetter. Hvidvine skal sjældent dekanteres – de er som regel ikke skabt til et langt liv; de har kun få tanniner og danner ikke bundfald.

FAQ 13 - ID : 85
Spørgsmål : Hej. Dette har ikke så meget at gøre med vinens størrelse, men mere hvordan den skal drikkes? Jeg mente, at man altid holdt på stilken af glasset, uafhængigt af vintypen og glasset. En anden mente, at man måtte holde om "bowlen" ved rødvin, på stilken med "bowlen" hvilende på hånden ved hvidvin og så først på udelukkende på stilken ved Champagne og andre moussererende vine. Hvad er korrekt?
Svar : Hold altid på stilken uanset vintype og glas. Årsager: Vinen varmes op når du holder om kummen (bowlen) og samtidigt fedter du den til, der kan gøre det svært at bedømme vinens glans. Er det svar nok? Mvh Per vinumbonumdk@gmail.com

Søg i FAQ


Send spørgsmål
Har du et typisk spørgsmål ( FAQ )
til Vinum Bonum ?

TRYK HER